29.11.2003
Kl. 16.00 om eftermiddagen ankom vi til Muir Woods, der ligger lidt nord for San Francisco og er en hel skov med store Redwood træer, eller 'Amerikansk Kæmpefyr' som de kaldes på dansk. Det er gigantiske træer og nogle af de højeste arter vi har i verden. Så man føler sig meget, meget lille i skoven og ja ikke mindst temmelig ung ;o)
Inden vi gik ind i skoven skulle vi forbi et stort advarselsskilt om, at der for nyligt var blevet set en bjørn i området. Vi læste hvad man skulle gøre i tilfælde af, at man mødte en og skyndte os så videre ind i den gamle skov.
Skoven var utrolig frodig, grøn og emmede af stor, stor alderdom. Men træerne i denne skov er også mellem 800-2.000 år gamle og nogle af træerne er 4 meter i diameter og kan nemt blive 91 meter høje. Det er knap tre gange så højt som Rundetårnet (der er 36 m. høj). Det interessante er, at deres rodnet ikke går længere end 3 meter ned i jorden, men en del af deres styrke er deres enorme væksthastighed og de gror lidt over ½ meter om året. En anden styrke ligger i deres bark, da yderbarken ikke kan brænde. Træet lever således godt af skovbrande, fordi brandene fjerner al småtterivækst i skovbunden og således er der mere lys og plads til Redwood træernes egne frø.
Tal på denne Redwood skive:
år 909 - et Redwood træ skyder op
år 1100 - forsk. bebyggelser påbeg., Mesa Verde
år 1325 - Aztekerne påbeg. konstr. af Tenochitlan, Mexico
år 1492 - Columbus sejler til Amerika
år 1607 - Jamestown, VA, grundlægges af engelske kolonister
år 1776 - Uafhængighedsdeklarationen udfærdiges
år 1849 - Guldfeber i Californien
år 1908 - "Muir Woods National Monument" etableres
år 1930 - Dette træ falder
Det er faktisk svært at vise på billeder, helt præcist hvor store træerne var. Men hvis I ser på billederne her nedenfor, så har jeg fotograferet roden af et par træer.
Til sammenligning står står Jan og Kerstin her til højre inde i bunden af bare ét af de selv samme store Redwood træer, som jeg netop har vist ovenfor. Det var bestemt en stor oplevelse at se de store, store træer.
I 1908 fik skoven tildelt titlen "MUIR WOODS NATIONAL MONUMENT", og blev dermed USA's 7. Nationale Monument. Det er steder og seværdigheder, der anses for vigtige at bevare og således skulle vi også betale entré for at komme ind i skoven og ligeledes var der lavet flotte stier af træplanker og gelændere, som man ikke måtte forlade for at beskytte skoven bedst muligt. Det var dog ikke desto mindre yderst underligt, at gå ude i denne flotte gamle skov og så spankulere rundt på en bro ude i skoven.
Flere end 1,5 mill. mennesker besøger denne skov hvert år. Men det er også noget af et syn. Bemærk folkene på billedet her nedenfor til højre og sammenlign dem så med træstammerne. Redwood trækronerne er end ikke med på billedet her.
Vi ankom som sagt til skoven kl. 16.00. Det er præcis 1 time og 1 kvarter inden solen går helt ned, og er således så småt ved at være i skumringen. Men da vi kom til en skillevej, hvor vi kunne vende om og gå tilbage eller fortsatte ad en udvidet sti videre ind i den store ukendte skov?!! Så hvad gjorde vi? - Jamen selvfølgelig skulle vi da videre. Øjnene har jo en tendens til at vænne sig til mørket, så billedet til højre her ovenfor er taget kun ca. 3 min. før vi tager beslutningen om at gå videre. Med raske trav kunne vi da sagtens nå at vandre den udvidede tur og vi skulle jo ligesom også nå at have så meget med som overhovedet muligt!!. Der var stadig 3 kvarter til der var HELT mørkt og det kunne vel ikke tage lang tid, at gå de ca. 3½ km. som den udvidede tur var på vel? Så de naive danskere, der burde have vidst bedre, fortsatte ad den nu knap så officielle sti...
,,,Vi glemte bare lige at tage højde for, at skumringen allerede i høj grad var ved at være forbi, at vi var i ukendt område, at det bliver noget hurtigere mørkt, når man er i en stor skov, at vi havde FORLADT det tydeligt afmærkede område, hvorfor stierne blev noget mere alternative. Vi kom forbi stammer der lå hen over stien som vi måtte kravle under (se ovenfor) og stammer der var faldet helt ned på stien, hvor de bare havde savet et lille stykke af (se billederne her nedenfor, der i øvrigt er taget med blitz). Ingen af os havde selvfølgelig vandresko på, og ja så var der jo også den lille detalje, at vi ret hurtigt ikke længere kunne se, hvor vi gik, hvor der var trapper, hvor stien drejede og ja,, skal jeg fortsætte?
Så det raske tempo som vi mente vi kunne udføre, (45 min om at gå 3½ km) blev meget hurtigt til en forsigtig følen sig frem, en konsekvent advarsel fra førstemand om at her kom der endnu et hul i stien, her var der vist nok trapper, her fortsatte stien og tja så kom vi gudhjælpemig til et punkt, hvor vi nu kunne vælge mellem 3 nye retninger at gå i. Vi måtte helt hen og trykke næsen mod skiltet for at kunne se, hvad der stod på det og selv da var vi ikke helt enige om ordenes indhold... Pænt mørkt. Tilmed begyndte dyrene nu i høj grad at komme frem og flere gange kunne vi høre rådyrene gå rundt ganske tæt ved os, men se dem kunne vi ikke længere. Et par gange skræmte vi også et par rådyr ganske få meter fra os. Det var her, når du kunne høre dyrene på få meters afstand, UDEN at kunne se dem, at advarslen om bjørnen kom tilbage i tankerne.
Kl. 17.45 var vi atter ude af skoven. Vi havde været 1½ time om at gå de 3½ km. men vi var heldigvis gået den rette vej, hele vejen. Om end vi alle tre var snublet en del gange af den simple grund, at vi simpelthen ikke kunne se noget, så var der heldigvis ingen af os, der havde forstuvet noget, der var ingen af os der var kommet noget til og vi blev ikke ædt af hverken bjørne eller onde rådyr.
Stor var vores overraskelse dog, da vi kom ud og opdagede, at parken havde været lukket i 45 minutter, at der kørte en ranger rundt og lukkede portene til alle parkeringspladserne og at vi nu var ret tætte på, at skulle spendere natten i bilen, så Jan måtte løbe op til bilen for at markere, at vi var her og lige skulle nå ud inden porten blev lukket!
Tja, endnu en spøjs oplevelse på bagen. Men en god vandretur blev det da til. :o) Og godt sultne tog vi efterfølgende direkte tilbage til Berkeley, hvor spiste aftensmad på en rigtig god etiopisk restaurant.
Maden kan varmt anbefales, men hold da op hvor det mætter.
Vi afsluttede dagen med en lille velfortjent kop varm kakao hjemme hos Kerstin og rystede endnu engang lidt på hovedet over os selv. :o)
