Søelefanter
Den 17. januar 2004
Kun 6 km. fra Hearst slottet var der en lige så stor attraktion. Her lå der nemlig 7.500 nord amerikanske søelefanter på stranden. De kommer kun op på land i ganske få måneder om året, for at føde deres unger, parre sig og smide deres vinterpels.
Som I kan se, kan de gå hen og blive pænt store og som teksten siger, kan hannerne veje mellem 2-2½ tons!!!
Til venstre ligger en enkelt søelefant i strandkanten og den aflange 'sten' ude i vandet, det er også en søelefant! (fremover sætter jeg en ramme rundt om alle de billeder, hvori der kan zoomes).
På billedet til venstre, ses i midten en helt ny lille søelefant. Faktisk blev der ved optælling i 1998 født 1.700 søelefanter på denne strand, hvilket er ret markant af to grunde. Pkt. 1 fordi søelefanterne har været udrydningstruet og pkt. 2 fordi det først var i 1990, at søelefanterne begyndte at komme på stranden og først i 1992, at den første unge blev født på stranden. Pga. de mange unger der bliver født i øjeblikket, var der fugle overalt, som nød vældig godt af moderkagerne.
Nogle af de store hanner parrer sig med op til 50 hunner og har i denne periode så travlt med netop dette, samt at holde andre hanner fra deres harem, at de intet spiser, men nøjes med at tære på deres kropsfedt. Så i parringsperioden kan en han miste op til 680 kg. Aktiv gut må man sige :o) Men dyreriget er nu en barsk verden. Hannen her udså sig hunnen og tog hende. Hun vrælede helt vildt, men som I kan se, er han temmelig ligeglad og praler tilmed med fangsten.
På billedet til højre ét af de mange slagsmål:
Mange folk havde taget både stole og/eller store kameraer på stativ med og sad i timevis og kiggede på søelefanterne. Måske håbede de på at se en slåskamp mellem to rivaliserende hanner, se en fødsel eller måske nød de bare udsigten over havet og den flotte solnedgang:
Nå men så godnat da!
http://www.sealexperience.com/ Men selvom søelefanterne her har lagt dem til ro, kan det varmt anbefales at tjekke denne hjemmeside, hvor man yderst til venstre kan vælge at se en film fra CNN, eller en kamp mellem to hanner. Den siger en del om de ting vi også så på denne skønne eftermiddag oppe i det nordlige Californien :o)