23-27. juli 2004

Postkort fra Nord Californien

For 14 dage siden havde vi jo en fridag herovre i forbindelse med 4. juli. Den tog Jan ikke, da de havde travlt på arbejdet. I stedet tog han dagen nu, samt en ulønnet fridag, så vi med weekenden alt i alt fik 4 dage til rådighed, til en tur til Nord Californien.

Vi manglede at slappe af og komme lidt væk fra hverdagen, så vi planlagde intet og undersøgte intet om hvad vi kunne se deroppe, men kørte bare af sted. Det er jo et ret stort område deroppe, så lidt vildt bare at daffe af uden at vide, hvad vi mon alt kunne komme til at passere af store oplevelser i vor uvidenhed. Men vi havde ’Lonely Planet’ bogen over Californien med og så var der ellers afgang. Vi satte én eneste regel, at vi på denne tur skulle slappe af og ikke lave noget vildt, som vi plejer.

Vi startede med at køre direkte til San Francisco fredag aften (600 km/5½ times kørsel), sov der om natten og fortsatte straks næste morgen op forbi Golden Gate, hvor der var så tåget, at man ikke kunne se toppen af broen.

Vi fortsatte op langs kysten, hvor vi i time efter time snoede os igennem landskabet (300 km.). Der var jo fantastisk flot. Blandt andet kom vi igennem enorme områder, hvor hele skoven næsten var hul for bare huse, der efterhånden var mast ind alle steder.

Her er vi nået op til Muir Beach, hvor vi også var sammen med Kerstin i efteråret 2003, men tågen er denne gang så stærk, at vi end ikke kan se vandet fra udsigtspunktet, hvor vi står. Bemærk også billedet, hvor Jan går op af trappen, fra jeg tog dette, til kameraet var klar til at tage det næste, væltede tågen ind over os. Kør musen over billedet for at se forskellen. Jeg har sat en lille ring rundt om Jan, der lige var nået op på toppen af trappen. 

Vi kom så til Bodega Bay, der også var ret sjov at se (det var her Hitchcock optog 'fuglene').

Så gik turen videre nord på og jo længere op vi kom, jo flottere blev naturen.

Efterhånden kom vi op i større og større skov- og bjergområder, samt begyndte at se små huse lavet ud af én enkelt træstamme, samt masser af figurer langs vejene, ligeledes skåret ud i træ.

Træet her indeholder alt fra en stue til seng, vask, toilet m.m. Se hvordan den blev lavet, samt billeder indefra på denne hjemmeside: http://digthatcrazyfarout.com/oneloghouse/

Dette er en sav, der tidliger blev i brugt i skovene, det er datidens benzindrevne motorsav.

Derefter fortsatte vi til Eureka (det ligger meget, meget langt nordpå i Californien og faktisk er ’Eureka’ græsk og betyder ’jeg fandt det’), vi sov her 2. nat og opdagede, at byen ikke helt var, hvad vi havde regnet med, for om end byen var meget sød, og mindede lidt om Malmø, så skete der bestemt ikke det store deroppe.

Næste morgen gik turen atter direkte videre nordpå til det ufatteligt smukke kystlandskab ved byen Trinidad, hvor vi straks blev enige om, at vi gerne ville bo, leve og blive gamle... Nu skal vi bare lige have fundet ud af, hvordan vi overtager stedet og får turisterne til at blive væk ;o)

Træstub hængende hen over to klipper, gæt hvem der ikke kunne dy sig for at skulle hen over den? Og ja det er noget højere oppe end det lige ser ud til på billederne nedenfor.

Efter denne nye plan blev sået ;o), fortsatte vi op til 'Redwood forest', der er det store kendte område, hvor træerne er så store, at bilerne kan køre igennem dem. Skoven var også helt utrolig flot, og meget gammel og uberørt. Der var bregner overalt i skovbunden. Bregner, der var så store, at de gik mig til brystet. Meget speciel oplevelse, at gå rundt her og meget forskellig oplevelse fra Sequoia skovene, hvor jeg var med mor og far.

Skovene ligger helt ude ved kysten, og set højt oppefra var kysten virkelig flot!!

Herefter fortsatte vi lidt sydpå og så ellers stik øst, tværs over Californien via den søde lille vej 'Highway 299' til Redding. Den skulle efter sigende være så flot,, så den tog vi. Jøsses mand. Det viste sig at blive en tur der tog 5 timer op igennem bjergene og hele vejen igennem et stort skovområde. Endvidere viste det sig til vor store overraskelse, at være selveste området, hvor 'Bigfoot' skulle leve. FEM TIMERS kørsel igennem bjergene og tæt skov, så tro da pokker at de aldrig har fundet ham hæ hæ... Men det var sjovt at spise aftensmad i en lille landsby midt ude i det her enorme bjerglandskab, hvor beboerne troede fuldt og fast på, at pelsmanden eksisterer og flere af dem endda var sikre på at have set ham. Jan og jeg nød oplevelsen og gik slet ikke ind på emnet om at såfremt det vitterlig var sandt, så burde der jo være en større flok bigfoot familier.

Der hvor pilen er, er stedet, hvor Bigfoot blev set. Dvs. ikke særlig 'langt' fra denne landsby, 'Willow Creek', der lå 2½ times kørsel inde i skovene. Hele området var derfor også mildest talt pakket ind i Bigfoot reklamer, tegninger, skulpturer osv.

Bigfoot området, som vi kørte igennem i 5 timer. Her er vi ved en lysning, hvor der ikke var så meget skov, men for det meste kørte vi igennem områder, der var helt dækket af skov, som det også ses i baggrunden af dette billede:

Når man kører i så mange timer igennem bjerge og skovområder, kan man ikke lade være med at spekulere på, hvordan i alverden sådan en vej er blevet lavet. Svaret kom her:

Ovenstående er en vandspulingsmaskine. Med den har man 'gravet' efter guld og dermed spulet et helt bjerg væk. Vandet blev hentet fra bjergsøer, der lå længere oppe i bjergene. 90 % af arbejdstiden gik til guldgravning i bjergene og vel at mærke et område på størrelse med 6 fodboldbaner og en højde på 3,2 km. De sidste 10% gik med at spule jord væk, så man kunne lave vejen igennem skovene og dermed forbinde vestkysten med midtlandet, hvormed man regnede med at 'spinde guld' på en øget turisme inde i midtlandet. Arbejdet foregik fra 1851-1933.

Ingen hårdtarbejdende områder, uden en whiskeytown ;o) Selvom det længe var blevet mørkt, måtte vi jo absolut op og se denne by, der viste sig at indeholde lige akkurat ét hus, et værtshus, der også fungerede som posthus.

Vi overnattede godt 'udkørte' (ha ha) i byen Redding og næste morgen kørte vi et smut forbi byens dæmning, der var konstrueret sådan, at vi - hvis det nu havde været sæson - kunne have set laksene springe, men vi kom desværre ikke lige på det rette tidspunkt.

Her forneden på dæmningen kunne man i den rette årstid se laksene blive sluset igennem

Fra Redding kørte vi sydpå mod Sacramento (Californiens hovedstad), der viste sig at være helt utrolig SUPER COOL, med en fantastisk stemning og atmosfære, så her overvejede vi igen at slå os ned og blive indtil og imens vi er gamle ;o) !! 

Så blev det tid til at finde et sted at overnatte. Vi fandt dette hjuldamper hotel, hvilket jo kunne have været en sjov oplevelse, men det kostede en jetjager at bo på, så det droppede vi igen.

Vi spenderede mandag hele dagen der, samt det meste af formiddagen tirsdag, hvor vi blandt andet så Sutter fæstningen, der er den første fæstning, der blev bygget af de hvide i Californien og som stadig eksisterer den dag i dag og tilmed, så ligger fæstningen lige midt inde i hovedstaden Sacramento.

Sådan så indgangen ud til fortet, på indersiden. Muren var 0,75 m. tyk og ca. 5 m. høj.

Og her var hele fortet, set indefra

John Augustus Sutter:

Sutter var en gut, der snød og bedragede sig igennem livet. Han kom fra Schweitz, hvor han havde kone og 5 børn. Hun var dog af bedre stand end han, så han blev aldrig helt accepteret. Forgældede sig i stedet op over hovedet og smed så alt fra sig inkl. kone og børn, stak af og tog til USA, hvor han fabrikerede sin egen titel af kaptajn. Med den lånte han penge, varer m.m. tværs over hele USA og efterlod sig en lang gæld hele vejen. Ikke desto mindre var Sutter en god kaptajn og ved ankomst til Californien byggede han Sutter Fortet, der hurtigt fik et ry af en 'sikker havn' og blev et sted, hvor immigranter søgte tilflugt, hvis de da nåede levende tværts over det store kontinent.

Det var meget spændende at se og opleve stedet, samt alle de mange folk der gik rundt i 'originale' kostumer og fortalte om, viste og udøvede livet fra dengang. En hård tid har det været for folkene og jeg kunne sådan følge dem i ønsket om en bedre tilværelse og se for mig, hvordan jeg nok selv havde gjort det samme, uanset hvor farligt det var. Så spændende var det, at se det hele.

Kanoner der kunne beskytte alle hjørnerne

Snedkeren

Bageren

Sutters soveværelse

To mænd fortalte om livet ude i vildnæsset, samt soldaternes liv, samt demonstrerede hvor højt det lyder, når man affyrer ét af de gamle geværer.

Bemærk vognen her nedenfor, hvor smal den reelt er , og ikke så bred som man altid ser det i cowboyfilm.

Vognen her ovenfor, er en tro kopi af de vogne man i 1846 brugte til at rejse de 3.220 km. tværs over USA for at komme til det dengang Mexicansk ejede Californien. Vognen var kun 1,2 meter bred og 3 meter lang og blev som regel trukket af 6 okser. Ved afgangen fra Østen indeholdt vognen 900 kg. mad, tøj, værktøj, sengetøj og ganske få ejendele, hvorfor der ikke var plads til at folkene hverken sad eller sov inde i vognen, men derimod måtte gå hele den lange vej, samt måtte sove udenfor på jorden. Kun få vogne nåede hele vejen tværs over USA, men hvis vognen overlevede helt til Californien, var den af meget stor værdi, da der var stor brug for vogne, der kunne transportere ting fra sted til sted, og pioneren havde dermed mulighed for dermed at tjene godt til dagen og vejen.

Gutten her nedenfor til venstre fortalte om hvordan det var at rejse tværs over USA, hvor mange farer der lurede derude og hvor få der reelt nåede hele vejen til Sutter Fort i Californien. Dog var der mange der tog chancen og man kunne dermed nemt finde vej, for der var en sti, der gik hele vejen tværs over landet. Smeden til højre, var bare i gang med at svede og arbejde.

Afslutningsvis skal siges til hele John Sutter eventyret, at han endte med at klare det rigtig godt på fæstningen, og stedet blev kendt som et trygt sted at være. Senere hentede Sutter sin kone og 5 børn til Californien og det var en god tid, indtil der blev fundet guld i området. Så greb feberen folk, og alle stjal så meget fra fæstningen - af ALT hvad man kan komme i tanke om, som de så solgte for at skaffe grej til guldgravningen, at det endte med at blive enden for Sutter Fortet.

Bagefter gik turen videre til det næste museum, ironisk nok indianermuseet, der ligger lige bag fæstningen. Her lærte vi så en lige så interessant historie om hvordan det så havde været for indianerne i den selv samme periode. Vi kender selvfølgelig alle til begge historiske forløb, men museet her formod virkelig at fortælle hvordan de havde været for indianerne, fra deres perspektiv og det var nyt. Det gav mig en seriøs skidt smag i munden, for ét eller andet sted er det mine forfædre, der har ødelagt folket og dermed ét eller andet sted også mig. Forskellen på forfædrene og mig er så nok bare, at jeg nok ikke havde slået indianerne ihjel, men rettere før eller siden ville have været så nysgerrig mht. indianerne, at jeg havde taget ud til dem i en rum tid, lært deres sprog og medicin og følt jeg selv havde lært en masse om mig som person, hvorefter jeg var blevet medicinwoman. Men sørgeligt er denne del af historien godt nok. Det føler jeg hver gang, uanset hvilket kontinents historie vi kigger på.

Efter museerne fik vi en dejlig frokost på en nicaraguansk restaurant og vendte så snuden tilbage mod Thousand Oaks og endnu en omgang laaaang kørsel. Halvvejs hjemme holdt vi ind i byen Fresno, for at se en underjordiske haver, som en excentrisk gut engang har lavet, fordi solen var for stærk til at dyrke visse planter. Derfor lavede manden en underjordisk hule, plantede sine planter dernede og lavede små huller, så der kunne komme lys ind!! Interessant,,, Men haven havde desværre kun åbent lørdag og søndag. Ærgerligt!!!

Det har været en fantastisk dejlig tur, med intet mindre end 2.534 km. kørt på 4 dage og en hel sæk fuld af nye oplevelser med hjem i bagagen :o) Den afstand er faktisk ensbetydende med en tur halvvejs tværs over USA. Det er pænt godt gået på 4 dage.

Stort knus og hilsen fra Jan og Lisbeth